THE QUIET GIRL: Stille irsk socialrealisme er smuk, men mangler bid

Af Sara Kira Wernberg-Tougaard

Colm Bairéads The Quiet Girl er den første irsk-sprogede film, der er blevet nomineret til en Oscar. I filmen følger vi den stille pige Cáit (Catherine Clinch), der blandt en stor søskendeflok i en fattig familie ofte overses. Da hendes mor igen bliver gravid, får forældrene svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Derfor sender de Cáit i pleje sommeren over. Hos plejeforældrene Eibhlín (Carrie Crowley) og Seán (Andrew Bennett), oplever hun en omsorg hun aldrig har fået hjemme. Sommeren går med at løbe under de store grønne træer og hente vand i en dyb brønd i kanten af skoven. 

I øjeblikket er irsk film og litteratur i høj kurs. I flæng kan nævnes Martin McDonaghs The banshees of Inisherin (2023) og Kenneth Branaghs nordirske Belfast (2022), såvel som Sally Rooneys Normal People (2022) og Lisa McGees Derry Girls (2018). The Quiet Girl er ligeledes baseret på en roman skrevet af den irske forfatter Claire Keegan. Måske denne særlige interesse for irsk kultur følger af et nyt fokus på klasseskel? Alle de nævnte værker har i hvert fald det til fælles, at de beskæftiger sig med klasse, på den ene eller den anden måde. 

Klassesamfundet har altid stået og står stadig stærkt hos vores naboer mod vest. I den britiske socialrealisme præsenteres vi ofte for en verden der er hård, grim og uretfærdig. Den irske socialrealisme vi ser i The Quiet Girl føles anderledes underspillet. Verden er stadig et hårdt og uretfærdigt sted, men der er også plads til den stille skønhed, som findes i det høje grønne græs og i et langt kram. 

Romanen som filmen er baseret på, har titlen Omsorg på dansk og Foster på engelsk. I filmen fylder spørgsmål om omsorg og forældreskab meget. Hvad vil det sige at være forældre? The Quiet Girl minder os om, at kærlighed ikke har brug for store ord og armbevægelser. Tryghed og tillid opbygges over tid og igennem gentagelser. Cáits vagtsomme øjne følger gårdens regelmæssighed og rutiner. Hendes plejemor Eibhlín rer hver morgen hendes hår omhyggeligt og nænsomt. Kærlighed kan være en samtale uden ord. Cáits plejefar Seán lægger en småkage til hende. Sammen fejer de i takt hos køerne. Små handlinger fremstår skelsættende i det stille, men ekspressive filmsprog.

Universet minder om den danske filminstruktør Frelle Petersens stille fortællinger. Dialogen er sparsom, kameraet er låst, og vi betragter menneskene gå ind og ud af billedet. De passer deres eget og de passer dyrene. Men hvor stilheden hos Frelle Petersen blot er til, bliver den konstant italesat i The Quiet Girl. Seán siger til hende, at nu skal hun huske, at hun aldrig behøver at sige noget og Eibhlín lægger vægt på, at der ingen hemmeligheder er i huset. Dette opdager Cáit snart ikke er sandt. Da hemmelighederne endelig kommer frem, bliver efterspillet dog også irriterende melodramatisk.

The Quiet girl er smuk og blid. De frodige grønne verdener har et næsten overjordisk skær, og vi bliver kærligt lukket ind i Cáits stille verden. Men der er ikke noget bid. De sympatiske karakterer har kun gode karaktertræk, og de usympatiske har kun dårlige. Faren er ligegyldig, utro og spiller familiens penge væk. Plejemoren er kærlig, selvopofrende og tror på det bedste i andre mennesker. Det er en eventyrverden. En stille film om en stille pige. At socialrealisme ikke behøver at være brutal og højtråbende er en vigtig pointe, men selvom den ikke behøver at være provokerende, må den meget gerne være nuanceret. 

Kommentarer